Danny Boyle genskaber Thatcher med AI uden at spørge boet

»Jeg må være ærlig: Jeg valgte ikke at bede om tilladelse. Jeg mener ikke, at boet efter folk som Margaret Thatcher skal have kontrol over vores mulighed for at insistere på idéer i kunsten om, hvilken indflydelse hun havde på vores liv.«

Sådan sagde Danny Boyle fredag 9. oktober i en samtale med Matthew Belloni fra mediet Puck under BFI London Film Festival, skriver The Hollywood Reporter. Instruktøren bag »Trainspotting« og »Slumdog Millionaire« forklarede, hvorfor den afdøde britiske premierminister har sit eget ansigt i hans nye film, »Ink«.

Ansigtet kom bagefter

»Ink« bygger på James Grahams teaterstykke om, hvordan Rupert Murdoch i 1969 købte avisen The Sun og med Larry Lamb som redaktør gjorde den til Storbritanniens største tabloid. Jack O’Connell spiller Lamb, Guy Pearce spiller Murdoch, og Claire Foy spiller en journalist.

Scenen blev først optaget med en skuespiller, der spillede Thatcher. Derefter blev skuespillerens ansigt erstattet med Thatchers ved hjælp af AI. »Vi betalte en skuespiller og udskiftede så bare hovedet,« sagde Boyle til IndieWire under Telluride-festivalen i september. Skuespillerens navn er ikke offentliggjort, og produktionen har ikke oplyst, hvilket værktøj eller firma der lavede ansigtet. Filmens visuelle effekter er krediteret Union VFX i London.

Billedkilde og beskæring · CC BY 2.0

Boyle begrunder valget med, at Thatcher ifølge ham besøgte Lamb sent om aftenen og drak whisky med ham. »Jeg ville ikke have en imitator. Jeg ville have, at det var hende,« sagde han i London.

Omkring et halvt minut

Allerede inden visningen i London var der debat om filmens brug af AI. Efter åbningspremieren på filmfestivalen i Venedig den 2. september spekulerede seere på sociale medier i, om både Thatchers ansigt og et gammelt billede af gangsterbrødrene Kray var skabt med AI.

Boyle bekræftede over for Vanity Fair, gengivet af Deadline, at filmen indeholder »omkring 30 sekunder« generativ AI: et par animerede gamle fotografier og nogle mus, der løber rundt på The Suns redaktion. Over for BFI har han siden talt om »30, 40 sekunder«.

Til IndieWire sagde Boyle også, at han med vilje hverken spurgte Thatchers eller Kray-brødrenes boer. Deadline fik ikke bekræftet af produktionen, om AI-brugen fremgår af rulleteksterne.

Ingen reaktion fra boet

KulturAI har pr. 23. oktober ikke fundet nogen offentlig reaktion på Boyles udtalelser fra Thatchers familie, Margaret Thatcher Foundation eller det britiske skuespillerforbund Equity.

»Ink« får premiere i udvalgte amerikanske biografer 11. december og kommer på Netflix i USA og Latinamerika 8. januar. Samme dag har den biografpremiere i Storbritannien.

Når et ægte ansigt ligner dokumentation

Boyles vigtigste argument for at bruge Thatchers eget ansigt er, at scenen bygger på noget, der faktisk skete. »Det er dokumenteret,« sagde han i London om hendes sene besøg hos Larry Lamb.

Forholdet mellem de to er dokumenteret. Margaret Thatcher Foundation har offentliggjort det brev, hvor den nyvalgte premierminister 24. maj 1979 takkede Lamb for hans støtte: »Your encouragement meant so much.« Lamb blev slået til ridder i 1980, og da han døde i 2000, sagde Thatcher ifølge BBC, at han havde givet hende »great advice and support«, mens hun var oppositionsleder.

Selve scenen er sværere at finde belæg for. KulturAI har ikke fundet nogen kilde der kan bekræfte, at Thatcher skulle have siddet sent om aftenen med en whisky på redaktør Lambs kontor. Det står hverken i BBC’s eller The Guardians nekrologer over Lamb, i Thatcher-arkivet eller i London Review of Books’ anmeldelse af Lambs erindringer, »Sunrise«, fra 1989. Selve bogen har vi ikke haft adgang til.

Boyles beskrivelser af scenen er heller ikke helt ens. I interviewet med IndieWire i september fortalte han, at den foregik på Murdochs sofa på Murdochs kontor. Under samtalen i London i oktober sagde han, at det var Lambs kontor.

Der findes en næsten identisk beskrivelse et andet sted. Den tidligere konservative parlamentariker Michael Brown fortalte i 2013 i The Independent, hvordan Thatcher omkring midnat på sit eget kontor i Underhuset sad »with her shoes off and her feet on the sofa« og skænkede generøst op af whiskyen. Om Boyles anekdote bygger på en forveksling med den slags beretninger, ved vi ikke. Det er en mulighed, ikke noget, vi kan påvise.

Når Thatchers ansigt kan sættes ind i en scene, vi ikke ved, om har fundet sted, hvad bliver så det næste? En afdød politiker, der tilstår noget, eller en kunstner, der udtrykker holdninger, vedkommende aldrig har haft? Hvor langt kan filmskabere gå i kunstens navn, før de ikke blot fortolker historien, men giver opdigtede hændelser et troværdigt ansigt? Og er det nok, at der står fiktion på plakaten, hvis scenen bagefter cirkulerer alene?

Det får os på KulturAI til at spørge, om brugen af AI skaber et nyt problem eller blot tydeliggør en gammel kendsgerning: at film former vores billede af virkeligheden, også når de digter.

Hvem bestemmer over et afdødt menneskes ansigt?

I Boyles film blev AI ikke brugt til at erstatte et menneske. En betalt skuespiller spillede hele scenen, hvorefter hendes hoved blev erstattet. Det gør dog ikke spørgsmålet om Thatchers ansigt mindre relevant.

Boyle har selv fremstillet brugen som respektfuld, fordi skuespilleren blev betalt. Over for Vanity Fair sagde han, at AI kan være nyttigt, hvis det bruges respektfuldt, og skuespillere betales, når de erstattes af en AI-figur. Men spørgsmålet om, hvem der må råde over den afdødes udseende, besvarer han ikke.

I England har Thatchers bo næppe meget at stå på juridisk. Engelsk lovgivning indeholder ingen generel ret til eget udseende. Det slog appeldomstolen fast i 2015 i en sag anlagt af Rihanna, og et krav om ærekrænkelse kan ikke føres videre af boet, når personen er død.

I Danmark kan det blive anderledes. Kulturminister Zenia Stampe fremsatte 8. oktober lovforslag L 49 om en ny § 73 a i ophavsretsloven. Hvis forslaget vedtages, må realistiske, digitalt genererede efterligninger af en persons udseende eller stemme ikke gøres tilgængelige for offentligheden uden samtykke. Beskyttelsen skal gælde til 50 år efter personens dødsår. Karikatur, satire, parodi, magtkritik og samfundskritik er som udgangspunkt undtaget. Det samme gælder efterligninger af »meget ubetydelig karakter« i en større sammenhæng, eksempelvis en filmproduktion, men den undtagelse skal fortolkes restriktivt. Loven skal efter planen træde i kraft 1. januar 2027.

Hvem der kan give samtykke, når personen er død, er endnu uafklaret. Liberal Alliance har stillet kulturministeren netop det spørgsmål, og det er ikke besvaret.

Om Boyles scene ville være lovlig i Danmark, er derfor en vurdering og ikke et faktum. De få sekunder i en spillefilm kan tale for undtagelsen for ubetydelige efterligninger, mens filmens kritik af tabloidpressen kan tale for, at scenen er samfundskritik. Men scenen er ikke uden betydning: Hele Boyles begrundelse for at bruge Thatchers ansigt er, at publikum skal opleve, at det virkelig er hende.

Hvem skal kunne sige ja eller nej, når et afdødt menneske får nyt liv på film? Skal de efterladte kunne beskytte personen mod opdigtede handlinger, eller giver det dem også magt til at begrænse kunstens behandling af historiske personer? Boyles scene viser, hvorfor begge hensyn er reelle.