Ny litteraturpris kræver, at forfattere bruger AI

Den nye franske Prix Pascal de Littérature IA er for fiktion skrevet af et menneske i samarbejde med en eller flere AI-agenter. Ifølge prisens regulativ er det værkets kvalitet, der skal belønnes. Valget af teknologi er ikke i sig selv en litterær bedrift.

Det lyder ligetil. Lige indtil juryen skal afgøre, hvad den menneskelige forfatter egentlig skal have æren for.

Manuskriptet får følgeskab af en arbejdsbeskrivelse

En ansøgning skal ifølge regulativet bestå af tre dele: et kort udgangspunkt for værket, selve manuskriptet og et teknisk dossier om de anvendte AI-værktøjer, instrukser og metoder. Teksten skal være upubliceret og på fransk. Der er ingen krav om fransk bopæl eller en eksisterende forfatterkarriere.

Det tekniske dossier giver juryen mulighed for at se mere end den færdige tekst. Har forfatteren brugt AI til at afprøve et plot? Ladet modellen skrive scener, som siden er omskrevet? Eller promptet hele manuskript og valgt det mest velfungerende resultat?

Det tekniske dossier skal altså vise, hvor i processen det menneskelige forfatterarbejde ligger. Men regulativet siger ikke, hvor grænsen går mellem at bruge AI som værktøj og at lade AI skabe værket. Er det nok, at mennesket har fået idéen, givet instrukserne og udvalgt de bedste afsnit? Eller skal forfatteren også selv have formet sproget?

Regulativets hovedkrav er dog klart: AI skal have været en del af skriveprocessen.

Er udvælgelse nok til at være forfatter?

At udvælge og kassere er en stor del af et kunstnerisk arbejde. En forfatter bruger lang tid på at finde ud af, hvilken sætning der skal væk, eller hvad en person aldrig ville sige. Det er ikke mekanisk oprydning. Det kan være præcis dér, værket finder sin form.

Men muligheden for at vælge mellem maskinskrevne afsnit gør det nødvendigt at tale mere præcist om arbejdet. En god idé, en god instruktion og en god roman er tre forskellige præstationer. Hvis en model leverer sproget, hvem har så truffet de valg, der gør det til netop dette værks sprog?

Prisen kan blive interessant, hvis den hjælper os med at beskrive de valg. Eksempelvis ved at vise, hvordan et menneske har brudt en forventelig fortælling op, givet en figur modstand eller forkastet en velfungerende passage, fordi den sagde noget forkert. Det fortæller mere om forfatterskab end navnet på den model, der blev brugt.

Juryen får indsigt. Ikke læserne.

Dokumentationskravet er prisens mest håndgribelige bidrag til debatten om AI og forfatterskab. Men indsigten stopper ved jurybordet. Ifølge regulativet er det tekniske dossier fortroligt og skal ikke offentliggøres.

Er en pris, der vil åbne samtalen om samarbejdet med AI, åben nok, når læserne ikke får indblik i arbejdsprocessen?

Læserne får dermed ikke automatisk adgang til at undersøge, hvordan vinderteksten er blevet til. En pris, der vil åbne samtalen om samarbejdet med AI, kunne med fordel lade vinderen vise udvalgte eksempler fra arbejdsprocessen. Det behøver hverken at omfatte hele manuskriptets tilblivelse eller private noter. Et før og efter kan være nok til at gøre et abstrakt medforfatterskab konkret.

Prisens navn peger tilbage på en tidligere teknologisk brydningstid. I 1642 begyndte den 19-årige Blaise Pascal at udvikle Pascalinen, en mekanisk regnemaskine, der skulle lette hans fars arbejde med skatteberegninger. Han blev siden også en hovedfigur i fransk filosofi og litteratur. Litteraturprisens navn forbinder dermed teknik, tanke og sprog.

Om Prix Pascal kan skabe god litteratur, må de indsendte værker vise. Prisens vigtigste prøve bliver, om den kan gøre os klogere på noget andet: Hvor går grænsen mellem at være forfatter til et værk og at producere et manuskript, når teksten er skabt i samarbejde med en maskine? Afgøres det af, hvor mange ord mennesket og AI’en hver især har skrevet, hvordan AI’en er blevet instrueret, eller hvor i processen den er blevet brugt? Eller er resultatet det eneste, der tæller?