EU vil have mere AI i kulturen. Men til hvis fordel?
Et søgbart museumsarkiv og en maskine, der erstatter en illustrator, kan begge tælle som digital udvikling. EU’s kommende kulturstrategi bliver først interessant, når den skelner mellem, hvem teknologien hjælper, og hvilket arbejde den overtager.
Et museum vil gerne kunne finde et fotografi i en samling på flere hundrede tusinde billeder. En illustrator vil gerne vide, om hendes tegninger er brugt til at træne en tjeneste, der sælger billeder til hendes kunder. Begge har en interesse i AI-politik. De har ikke nødvendigvis brug for den samme politik.
Den forskel bliver central, når EU-Kommissionen fremlægger sin AI-strategi for de kulturelle og kreative sektorer. Ifølge Kommissionens tidsplan er strategien planlagt til første kvartal 2027. Indkaldelsen af bidrag til arbejdet havde frist den 11. september 2026.
Kommissionens erklærede ambition er, at AI skal supplere menneskelig kreativitet, øge adgangen til kultur og viden og understøtte en bæredygtig og konkurrencedygtig kulturøkonomi. Kulturel og sproglig mangfoldighed indgår også i målene. Det er en politisk retning; der er endnu ikke med disse formuleringer givet svar på, hvem der får hvilke rettigheder, midler eller forpligtelser.
Kulturinstitutionen er også en kunde
For mange institutioner ligger en oplagt gevinst i det arbejde, som er nødvendigt, men som stjæler tid fra kerneopgaven. At transskribere interviews, foreslå registreringer, finde dubletter eller gøre en samling lettere at søge i kan være værdifuldt. En strategi, der gør den slags løsninger tilgængelige for mindre institutioner, kan få praktisk betydning.
Men en demonstration af en smart funktion er kun begyndelsen. Hvis et museum lader AI foreslå emneord til billeder, skal nogen stadig vurdere, om beskrivelserne er korrekte, og om systemet gentager misvisende eller forældede kategorier. Tidsforbruget til kontrol hører med i regnestykket. Det samme gør muligheden for at rette fejl og få sine data ud igen ved et leverandørskifte.
Det er på det niveau, en kulturstrategi kan adskille sig fra en almindelig plan for at udbrede teknologi. Den kan tage udgangspunkt i institutionernes ansvar for viden, fortolkning og offentlig adgang.
Ophavsret kan ikke erstattes af et kursus
For en skabende kunstner kan hovedproblemet være et andet. Bedre kendskab til AI-værktøjer afklarer ikke, om ens værker bruges til træning, på hvilket grundlag det sker, eller hvordan man får betaling. Det er forskellige opgaver, og de kræver forskellige politiske svar.
Kommissionen oplyser, at strategiarbejdet skal forbindes med dens øvrige arbejde om ophavsret. Det er derfor relevant at følge, hvilke spørgsmål selve kulturstrategien kommer til at håndtere, og hvilke der henvises til andre processer. En henvisning er ikke i sig selv en løsning for den illustrator, der står med problemet nu.
Også hensynet til sproglig mangfoldighed skal kunne ses i praksis. Et redskab, der fungerer godt på store sprog, er ikke dermed velegnet til en dansk lokalhistorisk samling. Små samlinger kan være kulturelt væsentlige uden at udgøre et attraktivt marked.
Hvem beskriver behovet?
Kommissionen inviterede både kunstnere, institutioner, rettighedshavere, teknologivirksomheder, forskere og borgere til at bidrage. Det er relevant at inddrage dem alle. Men deres interesser kan ikke uden videre samles under overskriften innovation.
En leverandør har interesse i flere kunder. En institution har interesse i bedre opgaveløsning. En kunstner kan have interesse i at begrænse en anvendelse, som de to andre gerne vil købe og sælge. Det er en politisk konflikt, også når alle parter støtter teknologisk udvikling.
Når strategien kommer, bliver prøven derfor konkret: Kan et mindre museum løse en opgave, det før måtte opgive? Har en kunstner bedre mulighed for at bestemme over brugen af sine værker? Og følger der ressourcer med til at kontrollere de systemer, institutionerne forventes at tage i brug? Antallet af nye AI-projekter kan ikke alene besvare nogen af delene.