Når en AI-dom ændrer musikkens spilleregler

Kan en musikgenerator hævde, at den bare har lært af musikken, hvis den kan levere genkendelige versioner af bestemte sange? Det spørgsmål ligger midt i konflikten mellem Suno og den tyske rettighedsorganisation GEMA. Og det er mere håndgribeligt end den sædvanlige diskussion om, hvorvidt en maskine kan være kreativ.

Den 31. juli 2026 gav Landgericht München I i det væsentlige GEMA medhold i krav om at standse krænkelser, udlevere oplysninger og anerkende erstatningsansvar. Sagen har nummer 42 O 763/25 og handler om seks kompositioner, blandt dem Forever Young, Daddy Cool og Atemlos durch die Nacht.

Det er en vigtig afgrænsning: Striden handler om de beskyttede musikværker. Ikke om, hvorvidt enhver AI-genereret sang er ulovlig, og heller ikke om sangteksterne som selvstændigt stridspunkt.

Når et resultat bliver et bevis

GEMA frembragte versioner med tydelige ligheder med de kendte sange ved at give systemet blandt andet titel, originaltekst og stil. Ifølge advokatfirmaet SKW Schwarz’ gennemgang af domsgrundene krævede det mellem fire og 176 prompts afhængigt af værket. Det var altså ikke en test, hvor alle sange nødvendigvis dukkede op ved første forsøg.

Retten fandt, at værkerne var indeholdt i de undersøgte modelversioner på en måde, som gjorde reproduktion mulig. Det gik efter rettens vurdering videre end blot at lære generelle mønstre. SKW Schwarz fremhæver også, at retten vurderede både handlinger i Tyskland og træningen i USA og i den konkrete sag afviste Sunos henvisning til amerikansk fair use.

Suno er uenig. Til tyske medier har selskabet anført, at modellerne er udviklet til at skabe nye sange, og at dommen bygger på en forkert forståelse af både teknologien og amerikansk ret. Ved dommens afsigelse oplyste selskabet, at det overvejede sine muligheder, herunder en anke.

For sangskrivere er bevisførelsen interessant. De har sjældent adgang til en leverandørs træningsmateriale. Hvis en models genkendelige gengivelse af et værk kan indgå som bevis for, hvad der er sket inde i systemet, bliver det mindre afgørende at kunne kigge virksomheden over skulderen. Det gør ikke alle ligheder til krænkelser. Men det giver rettighedshaverne noget mere konkret at gå til retten med end en mistanke.

En tysk dom er ikke en dansk udbetaling

Koda har selv anlagt sag mod Suno om brugen af dansk musik uden tilladelse og betaling. München-dommen er derfor relevant herhjemme, men den afgør ikke den danske sag. Den fastsætter heller ikke en fælles takst for, hvad komponister skal have, når musik bruges til AI-træning.

Man bør også skelne mellem retten til kompositionen og retten til en bestemt indspilning. En aftale med et pladeselskab fortæller ikke i sig selv, hvordan komponistens rettigheder er håndteret. Det er netop derfor, overskrifter om, at en AI-tjeneste nu har »en aftale med musikbranchen«, ikke kan stå alene. Hvilke værker, hvilke rettigheder og hvilke anvendelser dækker aftalen?

Den tyske afgørelse er en førsteinstansdom. Denne artikel bygger på domsreferater og juridiske gennemgange fra juli og august; de dokumenterer ikke en endelig afgørelse efter en eventuel anke.

Det praktiske spørgsmål er stadig: Hvem har givet lov?

For et spillested, en filmproducent eller en kommunal kulturinstitution er læren ikke, at ethvert AI-værktøj skal ud af huset. Den er, at adgang til et værktøj og afklaring af rettigheder er to forskellige ting.

Når en leverandør lover musik, der frit kan bruges, er det rimeligt at bede om en præcis forklaring på licensens rækkevidde og håndteringen af mulige tredjepartskrav. Et abonnement er ikke i sig selv dokumentation for, at alle relevante rettighedshavere har accepteret brugen.

München-dommen løser ikke hele regnestykket. Men den gør det vanskeligere at behandle den musik, systemet bygger på, som en gratis naturressource.