Øvelse er ikke spildtid
Suno kan forkorte vejen til et færdigt nummer. Men tiden ved instrumentet er ikke bare en besværlig omvej. Det er dér, musikeren sin og kunstens sjæl.

"It's not really enjoyable to make music now. It takes a lot of time. It takes a lot of practice. You need to get really good at an instrument or really good at a piece of production software. I think the majority of people don't enjoy the majority of time they spend making music."
- Mikey Shulman, Suno CEO, January 2025
Det tager tid. Det kræver øvelse. Man skal blive god til et instrument eller til at bruge et musikprogram. Da Sunos direktør Mikey Shulman i et interview på podcasten 20VC i januar 2025 beskrev arbejdet med musik, lød det som en liste over problemer, hans virksomhed var sat i verden for at løse.
Han mente, at de fleste mennesker ikke nyder størstedelen af den tid, de bruger på at lave musik.
Det er et bemærkelsesværdigt salgsargument: Her er en tjeneste til mennesker, der gerne vil lave musik. Den store fordel er, at de slipper for at lave så meget af den.
Det er ikke bare fingrene, der øver sig
Det er svært at lære et instrument. De første hundrede forsøg lyder sjældent, som man håber. Heller ikke de næste hundrede.
Men det er ikke kun resultatet, der forandrer sig undervejs. Det gør musikeren også. Øret bliver skarpere. Smagen udvikler sig. Man opdager, at den frase, man var tilfreds med i sidste uge, måske alligevel er lidt for forudsigelig. Eller at den mærkelige tone, man først opfattede som en fejl, faktisk er værd at undersøge.
Øvning handler ikke kun om at ramme de rigtige toner og holde rytmen. Man lærer at høre, hvad en tone gør ved harmonien, og hvordan den forbereder den næste. Hvorfor en frase skal vente en anelse. Hvor meget en pause kan sige. Man lærer at mærke rytmen i kroppen frem for blot at placere tonerne korrekt.
Den forståelse kommer ikke automatisk, fordi man har brugt mange timer. Man kan også øve sig uden at lytte. Men den kræver, at man selv tager stilling, prøver noget af og hører efter, hvad der sker. Det er svært at uddelegere den erfaring og samtidig beholde udbyttet.
Et færdigt nummer er ikke et færdigt musikalsk sprog
Et genereret nummer kan lyde overbevisende med det samme. Det kan også være sjovt at få en idé omsat til lyd, som man ikke selv kunne have frembragt. Den glæde behøver ingen at tage fra folk.
Men at vælge mellem færdige forslag er en anden opgave end at forme musikken. Hvis et omkvæd mangler noget, kan man bede om et nyt. Man kan også arbejde sig frem til, om det er melodien, harmonikken, fraseringen eller arrangementet, der ikke fungerer. Den sidste vej giver mere end et bedre omkvæd. Den giver en erfaring, man kan bruge næste gang.
Det er her, påstanden om den sparede tid bliver for enkel. Vi risikerer at tælle minutterne frem til lydfilen og overse, hvad der skulle være sket med mennesket undervejs.
For en musikskole er forskellen afgørende. Eleven skal ikke bare have et nummer med hjem. Eleven skal blive bedre til at høre, vælge og spille. En imponerende produktion kan være en anledning til læring. Den er ikke i sig selv et bevis på, at læringen har fundet sted.
Spar os gerne for besværet. Ikke for musikken
Shulman har siden sagt, at han ville ønske, han havde valgt andre ord. I et senere interview med Billboard understreger han også, at det stadig kræver mange timers arbejde at mestre sit fag, selv om arbejdet kan ændre karakter. Den præcisering er væsentlig. Han mener altså ikke, at enhver form for fordybelse skal afskaffes.
Men hans oprindelige argument fortjener stadig modstand. Når øvning og tidsforbrug bliver fremstillet som forhindringer for musikglæden, forsvinder en helt almindelig erfaring fra regnestykket: Man kan holde af arbejdet, også når det er svært. Og man kan få noget vigtigt ud af det, også når det ikke er sjovt.
Det betyder ikke, at musikere skal holde fast i enhver besværlig arbejdsgang. Ingen bliver en større kunstner af at lede efter den rigtige nodefil eller bruge en eftermiddag på at sortere optagelser. Hjælper AI med den slags, er der god grund til at tage imod hjælpen. Også teknisk assistance i et mix kan give mere tid til at lytte og træffe de valg, der betyder noget.
Men at lære at høre, spille og forme en musikalsk idé er ikke en ineffektiv arbejdsgang. Det er sådan, man bliver musiker.